Som noget nyt har jeg prøvet at tage gammeldags knold begoniaer med. De hører også til i den gamle have. Min erfaring med dem er ret begrænset, men når jeg har været rundt til markeder har flere spurgt på dem, så derfor har de fundet vej her til. Som barn husker jeg dem rundt ved vores naboer og fra dem gamle brøndring, som stod på gårdspladsen og var fyldt med jord, hvor mine forældre plantede dem. Måske fordi det minder om deres ture i 60’erne til Østrig eller bare fordi at de altid havde været en del af haven, helt tilbage fra deres barndom. Knoldbegoniaer har været i de danske haver helt tilbage fra omkring 1900. Først på godser og siden videre til folket. På grund af deres nemme måde at dele sig og den flotte blomstring blev de hurtigt alle mands eje. Fra slutningen af 70’erne og frem til nu er de blevet mere sjældne at se rundt i haverne. Men som alt andet kommer de på mode igen. Sidste år ved jeg at Tivoli i København købte begonia til udplantning, så man må sige at de er kommet med igen. Men kort om knoldbegoniaer Afhængigt af type og sort varierer højden mellem 20 og 40 cm. Blomsterne findes i mange former og farver. De trives i en god havejord som ikke bliver for tør. Kan gro både i sol og halvskygge. God sommerplante i bede, potter og altankasser. Nogle bruger dem som stueplante i sommeren og hen i efteråret. De kan med fordel drives tidligere frem i drivhus. Ligge dybde 5 til 10 cm. På friland sættes de sidst i maj. Starter med at blomstre i slutningen af juni og helt hen til den første nattefrost. Skal som dahliaer tages op i oktober og puttes for vinteren i kasser ”gerne i tør sphagnum” i et køligt men frostfrit rum. Kan derefter tages frem til foråret igen hvor man evt. kan dele dem, og så kører møllen igen.